happy bira to YOU...

Jeg skal love for at i Kina er alting stort, fødselsdage inklusiv. Jeg tror aldrig at der er blevet fejret så meget fødselsdag for mig på én gang, en så mærkelig fødselsdag vil jeg aldrig glemme.

Torsdag delte jeg chips og kiks ud til mine klasser (jeg er ikke hos dem om fredagen, da jeg er i babyclass). Men i hvert fald, det gik rent ind hos børnene. Jeg kører en leg hvor børnene skal trække et ord fra en pose og fortælle hvad det er på engelsk. jeg havde så til slut i timen, udskiftet mine tegninger med kiks – den dreng der så trak det op af posen blev helt paf. Og i klasse nummer to fik jeg både gruppekram (resultat: alle børnene lå på gulvet til sidst), sang ”happy birthday to you” (eller som mine børn sang: happy birda to YOU) og gruppebilledet - mindst lige så kaotisk som gruppekrammet var, det er ikke bare lige sådan at organisere 25 vilde børn. (hvis man kogger efter, så er jeg også billedet)

Fredag morgen havde Nancy så organiseret at de andre skulle tidligt op og ind og vække mig med fødselsdagssang. Og det er ikke bare lige sådan at vække 9 mennesker der gerne vil sove længe, så jeg vældig imponeret. Der var bare lige det at jeg vågen da de kom, fordi min telefon lå og larmede fordi den manglede strøm. Men sunget blev der, og det lød helt fantastisk. Jeg gik så i babyclass og det var helt normalt indtil Bibi kom listende ind til min lærer og fortalte hende at det var min fødselsdag. Så sang de fødselsdagssang for mig (trejde gang), og børnene kom og gav min kys og kram (også den pige som konsekvent græder når jeg er i en radius af 2 meter fra hende). Senere kom hun med en gave og et stykke kage til mig, som hun fodrede mig (jeg har aldrig følt mig så voksen som da hun kom og stak en ske i munden på mig).

Og så til frokost, hvor jeg ved at Nancy og de andre havde planlagt noget (Nancy havde længe rendt rundt, fnist og hvisket-tisket – hun er ikke så god til det med hemmeligheder). Jeg havde bl.a. foreslået at jeg ville gå hen og købe en kage, men det fik jeg strengt forbud imod – hmm… hvorfor mon? Det endte med at blive i skolens ”birthday room”, hvor vi fik ”vestlig mad” (friture, friture og endnu mere friture), der var en kineser der optog det hele på kamera, meget mærkeligt. Så fik jeg gave af de andre: kage, tørklæde og et gavekort til et par kongfu/marie-sko, så kom skolens admindtration med en bamse – skolens maskot, og pludselig dukker miss Sofie og to af mine lærere op med en kæmpestor bamse til mig også. Miss Sofie får da også lige nævnt at de billeder der blev taget skulle på skolens hjemmeside, det kommer vidt omkring… Nancy påstår dog at det ikke var hendes idé at det skulle udvikle sig sådan, men at det var kineserne der ”stod bag”.

Til aften tog vi ud og spise, og derefter videre i byen. Vi tog først på Ali Baba hvor vi mødtes med nogle andre danskere der også lavede frivilligt arbejde som engelsklærere, nogle Kiki havde mødt på et toilet – Kina er ikke så endda. Det var virkeligt hyggeligt, og jeg fik da også lige sunget fødselsdagssang nr. 300 på en aften(hvis det kan gøre det). på billedet er det først Kiki, så Bibi og så en af de danskere vi mødte(vi blev enige om at hun hed Kathrine). Næste fødselsdag er allerede om 10 dage, så jeg er spændt på at se hvordan det udvikler sig…

Stine

Fodboldfesten

Jo, som Stine nævnte i tidligere indlæg ville der komme en forklaring på fodboldfesten og her er den så.


Alle ved hvor meget jeg holder af fodbold, især når Danmark spiller.
Lørdag nat kinesisk tid spillede Danmark mod Malta (VM-kval) en meget meget vigtig kamp. Jeg havde lovet lang tid før, at jeg ville holde den største fodboldfest. Det blev senere besluttet, at vi tog til Beijing i den weekend, hvilket jeg tog meget hårdt.
Det betød at der ikke var noget fodbold eller fest…det kunne ikke lade sig gøre man kan ikke være to steder på én gang. Meeenn… alt er muligt for den der bærer viljen i hjertet, og jeg kom op med et fantastisk plan, en plan på niveau med Egon Olsens planer.
Altså forbød jeg alle at se resultatet og for så at kunne holde festen mandag aften, hvor alle kunne være med.
Det var min debut som festholder i Kina og det skulle jo være en fest ingen ville glemme.
Til denne særlige lejlighed var jeg ude og købe Carlsberg og diverse snacks.
Der skulle jo også være stemning i lokalet så vi pyntede rigtig godt op med vores egen måltavle og en masse forskellige banner.
Så var der ellers bare ægte dansk hygge og en fed fodboldkamp med fællessang og alt hvad der hører til.
Vi vandt kampen 3-0 med mål fra Søren Larsen og Daniel Agger.


Over and out
Nancy

Beijing calling

Så skulle det være, vi tog igen til Beijing. Denne gang var det planen, at den kinesiske mu skulle besejres, og vi skulle i den forbudte by. vi var meget usikre på vejret, så vi pakkede godt med tøj – det viste sig så at der var 25-30 grader.Vi havde lært af sidste gang, så billetterne var købt på forhånd, og vi havde reserveret senge på samme hostel som sidst. Fredag aften havde vi besluttet skulle bruges på silkemarkedet, vi havde lykkeligt glemt hvor forfærdeligt det var når alle salgsdamerne råber og hiver i os. men planen var, at vi gerne ville have købt os en (ko)peak-jakke. Det lykkedes også, og vi fik forhandlet 4 jakker ned til en pris af 107,5 RMB pr. stk. ellers var dagens hel store køb var da jeg fik 2 tasker for stort set ingen penge. Hun startede med at forlange 850 for den ene, men da jeg så gik råbte hun 120 – så var det lige pludselig en anden pris. De tog 20 min., hvor jeg nåede at gå 5 gange og hun konstant sagde ”give me your final offer!” - men jeg endte med at få to tasker for 50 RMB. Det er jeg nu meget godt tilfreds med. Nancy fik købt sig et par solide vinterstøvler, så røg der en enkelt gave eller to i tasken. Og vi kunne gå og grine af de turister der var enormt glade, når de endelig fik forhandlet en taske ned i 1050…

Lørdag morgen ville vi stå tidligt op, vi skulle til muren. Planen var at vi ville tage bus 919 til Badaling og håbe at der derfra var mulighed for at tage til ming-gravene. Problemet var bare at køen til busserne mod Badaling nærmest var længere end den kinesiske mur. Men ved et tilfælde (og en hel del stædighed) lykkedes det os at komme på en kinesisk turbus der reklamerede med at de gik til Badaling og Ming-gravene. 50 kinesere, en ikke-engelsktalende guide - og os. Snydt turist! turen gik hverken til Ming-gravende eller Badaling. Vi kørte i godt halvanden time, da vi blev sat af ved en stor grim betonbygning: hmm – er det Ming-gravene...? Nope, det var et voksmuseum over de forskellige kejsere i Ming-dynastiet. Det var et meget stort museum, og vi havde meget lidt lyst til at være der. Historiedelen var sådan set fin nok, hvis man interesserede sig for de forskellige voksscener. For det var scene efter scene og efter scene og med en kinesisk talende guide, kan man selv forestille sig hvor vanvittig interessant det var. Sjovest var dog da en kineser leverede en ordentlig spyt- og snotklat på en af udstillingerne. Der er klart, at når der store skilte med ”rør ikke udstillingen” og ”træd ikke ind i udstillingen”, inviterer det da kun til at spytte på dem. Logisk.
Herefter blev vi kørt til en anden meget suspekt bygning, som i bund og grund bare var en butik der solgte jadestensting. Her ventede vi i en evighed, da der åbenbart var afsat en hel time på den butik. Så blev vi jaget ind i bussen igen, og vi kørte til noget der kunne ligne muren. Og det var det da sørme også, men bare ikke Badaling – men vistnok noget der hedder Juyongguan. Snydt igen grønært. Men skidt pyt, en mur er vel en mur. Så vi kravlede ivrigt op ad muren, we did it! Det lykkedes mig utroligt nok at blive væk fra de andre på muren, og det endda til trods for at der kun er to veje at gå – op eller ned. Selvom det ikke var Badaling, (som vi var lovet) var det rigtig flot og en fantastisk udsigt over landskaberne, den største fordel var at der var relativt få mennesker hvilket gjorde alt meget nemmere og alt i alt en meget fed oplevelse. jeg har lovet nancy, at meddele at hun og Kathrine kom længst op af muren inden vi skullle ned, hvilket hun er meget stolt over.

Søndag stod det så på den forbudte by, men vi kunne desværre ikke komme ind og se Mao (han holder fri om søndagen). I den forbudte by blev vi mødt af den ene turistgruppe efter den anden, hver med sin farve kasket på. Hmm, det ville vi da også have. Hvad gør man så? Man går til den nærmeste souvenirforhandler og køber 4 hatte – ”chinese style” (selvfølgelig pruttede vi om prisen). Så kunne vi virkelig lege turister, og det var da også til meget morskab for de kinesiske turister. Der blev taget enormt mange opstilling- og snigbilleder (det sjove er at kinesere ikke er så diskrete endda når de sniger sig til at billede, så det er meget tydeligt hvad de tager billede af). Vi blev også enige om at vi ville til at tage penge for det, 5 RMB pr. billede – så skal vi bare lige have lært at sige det på kinesisk. Men vi fik set den forbudte by, eller vi prøvede, for der var så propfyldt med mennesker at det nærmest var umuligt at komme til at se tingene.

jeg vil smutte nu, der er en fodboldfest der venter (forklaring følger)...

stine

På bustur med bjørnen

Så kom vi på tur.

Fra skolens side var der inkluderet en 5 dages turistrejse, som del af aftalen. Og den var så i forbindelse med 1. okt. – en kinesisk fridag (Det svarer nogenlunde tíl vores grundlovsdag) men i hvert fald, så kom vi på tur. Vi fik selv lov til at foreslå hvor vi ville hen – Xi’an. Og sådan endte det også… Vi var på tur med ’søter Jiao’ (skolelederens søster) som turleder og hendes mand, 2 chauffører(bus/pijo-peter og ham-med-kameraet) og en tolk. Så vi var 15 mennesker af sted…

Det viste sig, at være en tur hvor der blev prioriteret lidt anderledes end vi selv ville have gjort. Det var en tur hvor maden var meget meget højt prioriteret. vi brugte flere timer på resturant end på at se seværdigheder, ikke at det var en dårlig ting, men meget anderledes.

Så turen var præget af meget buskørsel, meget mad, og mangel på information.

Dag 1 brugte vi i bussen, tog afsted tidlig morgen, ramte både trafikprop, forsinkelser og
dårligt vejr, og ankom først sen aften. Men dag 2, skulle vi virkelig være turister. Vi skulle (viste det sig) ud og se teracotta-krigerne. Vi fik en guide til at fortælle os om stedet, problemet var bare, at han kun kunne 10 forskellige sætninger, og hvis man stillede spørgsmål, fik man den sætning der passede bedst. – hvilket ofte var ”If you see the farmer, you will be happy!, if you shake his hand you will be happy!” (de blev åbenbart fundet af en bonde engang i 70’erne, og han er åbenbart vidt berømt). Men vi kom da ind og se dem, men desværre var vores tidsplan lidt presset så vi fik ikke rigtig tid til at se dem ordentligt (vi skulle jo spise). På vej ud skulle vi så forhandle souveniers, og så kom der liv i mrs. Jiao – hun råbte og skreg – det endte med, at de fleste ikke købte nogen souveniers til trods for, at hun fik forhandlet dem ned fra (den store formue af ) 3 RMB til 1 RMB(ca. 75 ører), men alligevel var det for dyrt…Men vi blev så kørt til en restaurant, det første vi for serveret en tallerken hund og tallerken æsel – hmm, vi var en smule skeptiske – men vi smagte faktisk på det (vi har spist hund). Hund smager ikke særlig godt (så de danske hundeejere kan godt være rolige; vi spiser ikke jeres kæledyr), mens æsel sådan set er bedre. Men efter en laaaaaaaang frokost (de skulle jo også lige nå at hælde nogle øl og noget brændevin i sig, inden vi kunne fortsætte) fik vi så valgmuligheden for at vælge mellem ”Princess-pool” og noget andet. Men inden vi havde besluttet, at vi ville se det andet, var de kørt hen til ”princess-pool”-stedet, så meget for det valg. Vi have forestillet os en pool og et par træer, men det var faktisk ret flot. Det var et flot (og meget kinesisk bygget)sted med varme kilder – så vi var lige henne og vaske hænder i 43º vand – hvor vi blev garanteret sunde hænder (som på billedet Bibi, Jacob og Nancys – sunde, sunde hænder).

Formiddagen efter var vi ved ”wild goose pagoda”, noget tempel-noget. Der var åbenbart en gruppe munk der klagede over ikke at have fået kød en dag, så buddha brækkede vingerne på en gås, der så drattede til jorden – og så tænkte de; vupti, her bygger vi et tårn (hvorfor der så er to Wild goose pagodas i xi’an melder historien ikke om). Men eftermiddagen kørte vi så lidt mere i bus, da vi skulle til Louyang.
Her så vi så Longmen-grotterne (dag 3). Lang en flod i bjergene var der nogle munke der har udskåret hundredtusind store og små buddhaer i klipperne, langs en flod. Det var vildt impornerende. De varierede mellem at være 10 cm. Og 17 meter, hver især i hver sin hule. Det er ikke uden grund at det har taget næsten 400 år. Overalt på klippevæggen var der små og store huler.

Herefter gik busturen til Shaolin-templet. Et tempel hvor munkene er blevet berømte for kong-fu. Det var virkelig turistet, og stedets højdepunkt var kongfu-opvisning. Men (suprice suprice), der var også et tempel. Det var første gang på hele turen hvor vi faktisk blev stoppet op til flere gange af kineser der gerne vil have billeder af vesterlændinge (bibi med lille pige).

Så opdagede vi at alle konfu-drengene havde sko magen til dem marie havde købt til 19 yuang i Homeworld. det var sådan en god reklame at det endte med at Signe og Nancy købte et par da vi kom hjem.

Den sidste dag bruge vi også på at køre i bus, bus, og mere bus…

Vi har så haft fri de sidste par dage, hvor vi har slappet af, besøgt markeder, og brugt penge. (selv jeg er efterhånden begyndt at bruge penge…) og her en lille bemærkning fra Nancys side, hun er SÅ glad for sko, at hun har købt 4 par på 2 dage.

Zaijan - stine

(Redigeret af Nancy)

(her på billedet er vi kun 9+søster Jiao, da Signe var momentant forsvundet da vi tog billedet...)