jah... saa er en forste uge af den store tur ved at vaere gaaet (tror jeg da, har mistet tidsfornemmelsen paa det punkt: ener ikke om det er mandag eller torsdag).
men jeg har vaeret i Shanghai, Suzhou og sidder lige nu i Nanjing...
jeg startede i shanghai, hvor jeg (proevede at ) se alt der var vaerd at se - og lidt til (man er vel effektiv, en rigtig Hedegaard)... jeg havde ca. 2,5 dag i Shanghai, og det var mere end rigeligt... jeg blev ramt af en del seasonlukninger og ombygninger, saa der var nogle af de ting jeg gerne ville se jeg slet ikke fik set...
Saa fant jeg toget til Suzhou, en by en havl time fra Shanghai med tog. en "lille" by, der er beroemt for deres mange haver. en by som alle kender "ahh, Suzhou: very beautiful...
her var jeg jeg har har da vaeret paa havevandring saa det batter, og aerligt talt: saa er Suzhou virkelig en dejlig by, kan godt fortsaa at det vaelter ind med turister. selvom det kun er januar, saa var der stadig tonsvis af kisesere....
her var jeg ogsaa et smut i Tongli - kendt som oestens venedig... det var ogsa en fin by, men MEGET turistet... hovedgaden i den gamle bydel var blevet et stort turistcirkus. men ellers var det som lovet, en by fyldt med kanaler, broer og ogsaa turister.
I gaar kom jeg saa til Nanjing, en stor og lidt forvirrende by. men jeg tror den er fin nok. jeg bor saa lige i turistcentrum, hvor der altid er en koedrand af mennesker og enormt meget larm: og som alle ved, i love it.
jeg ved ikke om det er en fordel eller en ulempe at kinne lidt kinesisk. praktisk set er det rart, at forsta tal og sadan. men tilgengaeld er der ogsaa de kinesere der ikke bare siger "hrallloo!" men ogsa giver sig til at snakke om mig... farvoritterne er: "fremmed!" og "gult haar" - saa er der vist ingen der er i tvivl om hvem der er tale om... jeg har efterhanden (paa bare en uge) hilst paa hundredvis af kiesere og er paa tonsvis af turistfotos, som jeg pent stiller op til (frivilligt eller ej).
yes, det er lidt kort (men min internettid er ved at loebe ud... skal prove at opdatere senere)
bye bye
stine
lørdag den 31. januar 2009
mandag den 19. januar 2009
jah...
Efter ordre har jeg nu taget mig sammen til at skive en lille blog. Og det går da også op for mig, at det er en hel måned siden efterhånden…
Jeg sidder nu, alene dansker på Cathay Future, pga. de ændrede rejseplaner. Men det har så gjort at jeg faktisk så, og deltog i, det show børnene har arbejdet på så længe.
I snart 3 uger har børnene og lærerne slidt for at lave det perfekte show, og jeg skal love for at der blev arbejdet – der faldt også en enkelt tåre eller to undervejs.
Alle skolens klasser skulle optræde for forældrene, sidste skoledag inden ferien i forbindelse med nytår. På en eller anden måde lykkedes det min ene lærer at overtale mig til at være en del af klassen show, jeg ved ikke helt hvordan det faktisk gik til, men med var jeg og spillede en (meget overbevisende) kat. Og på den store dag blev børnene klædt ud, med kjoler (også drengene), sminke og det hele.
At denne klasses forældre sad på forreste række resulterede i, at børnene glemte alt det de skulle gøre fordi de havde for travlt med at vinke til deres mødre. Men hvad kan man forvente, de er kun 3 år. Men som skolens andre shows, var det præget af alt for høj, og alt for dårlig lyd – Så selv hvis jeg kunne noget kinesisk, ville jeg ikke have forstået noget af det alligevel.
Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan så meget kinesisk, som jeg gerne ville. Det er i teorien et meget let sprog, i teorien. Problemet er bare at sproget lydmæssigt ligger så langt fra dansk som det overhovedet kan, at jeg havde opgivet på forhånd. Men, lidt har jeg da lært, men kommer nok ikke til at bruge det i fremtiden. Medmindre der på gaden i Danmark kommer en kineser hen til mig på gaden og spørger om han skal vaske hænder, så kan jeg pænt sige ”ja, du skal vaske dine hænder”, men det kommer næppe til at ske.
Ellers så nærmer det kinesiske nytår sig, og det kan man godt mærke. Selvfølgelig e der den obligatoriske pynt i butikkerne. Men i stort set alle kryds er der en krudtbod, et kæmpe bord med tonsvis af fyrværkeri – lige ned i krydset, hvis man skulle få lyst til et lille batteri eller noget. Og hver aften den sidste uges tid har man også fyret raketter af. Så jeg glæder mig til at se hvad der så sker nytårsaften, som jeg har tænkt mig at fejre i Shanghai.
Men så er det så småt ved at være tid til at tage afsked med Tianjin. Den har ikke så mange turiststeder (jeg ved at mine forældre nok vil mene noget andet), men det er alt i alt en meget hyggelig by. Rare mennesker, selvom det er meget få af dem der faktisk kan engelsk – så samtalerne består af fagter og de få ord jeg kan på kinesisk. Men som sagt, en hyggelig by, man kan slet ikke mærke at man er i en storby - man føler sig næsten hjemme her. Og som en kineser så smukt udtrykte det, ”Tianjin is very lokalized”.
Men forude venter mig 3 ugers rejse i Kina, inden jeg igen kan sætte fødderne på dansk grund. Jeg glæder mig, men på samme tid er jeg også lidt trist. Jeg skal for det første pakke 5 mdr. en kuffert (jeg er glad for at jeg skal gøre det nu, og ikke for en uge siden da de andre gjorde det), men så skal jeg indstille mig på at skulle finde rundt i Kina på egen hånd. Selvom jeg er en Hedegaard, og har den genetisk gode retningssans – så hjælper det ikke meget når det er det Kinesiske transportsystem det handler om. Det har jeg ikke haft så gode erfaringer med, men det kan være det ændrer sig. Men i første omgang har jeg en flybillet til Shanghai, og så ser jeg hvad der venter mig forude.
Jeg skal prøve at give lyd fra mig undervejs, mon ikke der er et hostel det vil sælge mig noget internetadgang?
Vi ses om en måned (det har hele tiden ligget laaangt ude i fremtiden, men nu er det lige om hjørnet. Jeg glæder mig…)
Stine
Jeg sidder nu, alene dansker på Cathay Future, pga. de ændrede rejseplaner. Men det har så gjort at jeg faktisk så, og deltog i, det show børnene har arbejdet på så længe.
I snart 3 uger har børnene og lærerne slidt for at lave det perfekte show, og jeg skal love for at der blev arbejdet – der faldt også en enkelt tåre eller to undervejs.
Alle skolens klasser skulle optræde for forældrene, sidste skoledag inden ferien i forbindelse med nytår. På en eller anden måde lykkedes det min ene lærer at overtale mig til at være en del af klassen show, jeg ved ikke helt hvordan det faktisk gik til, men med var jeg og spillede en (meget overbevisende) kat. Og på den store dag blev børnene klædt ud, med kjoler (også drengene), sminke og det hele.
At denne klasses forældre sad på forreste række resulterede i, at børnene glemte alt det de skulle gøre fordi de havde for travlt med at vinke til deres mødre. Men hvad kan man forvente, de er kun 3 år. Men som skolens andre shows, var det præget af alt for høj, og alt for dårlig lyd – Så selv hvis jeg kunne noget kinesisk, ville jeg ikke have forstået noget af det alligevel.
Jeg må indrømme at jeg ikke rigtig kan så meget kinesisk, som jeg gerne ville. Det er i teorien et meget let sprog, i teorien. Problemet er bare at sproget lydmæssigt ligger så langt fra dansk som det overhovedet kan, at jeg havde opgivet på forhånd. Men, lidt har jeg da lært, men kommer nok ikke til at bruge det i fremtiden. Medmindre der på gaden i Danmark kommer en kineser hen til mig på gaden og spørger om han skal vaske hænder, så kan jeg pænt sige ”ja, du skal vaske dine hænder”, men det kommer næppe til at ske.
Ellers så nærmer det kinesiske nytår sig, og det kan man godt mærke. Selvfølgelig e der den obligatoriske pynt i butikkerne. Men i stort set alle kryds er der en krudtbod, et kæmpe bord med tonsvis af fyrværkeri – lige ned i krydset, hvis man skulle få lyst til et lille batteri eller noget. Og hver aften den sidste uges tid har man også fyret raketter af. Så jeg glæder mig til at se hvad der så sker nytårsaften, som jeg har tænkt mig at fejre i Shanghai.
Men så er det så småt ved at være tid til at tage afsked med Tianjin. Den har ikke så mange turiststeder (jeg ved at mine forældre nok vil mene noget andet), men det er alt i alt en meget hyggelig by. Rare mennesker, selvom det er meget få af dem der faktisk kan engelsk – så samtalerne består af fagter og de få ord jeg kan på kinesisk. Men som sagt, en hyggelig by, man kan slet ikke mærke at man er i en storby - man føler sig næsten hjemme her. Og som en kineser så smukt udtrykte det, ”Tianjin is very lokalized”.
Men forude venter mig 3 ugers rejse i Kina, inden jeg igen kan sætte fødderne på dansk grund. Jeg glæder mig, men på samme tid er jeg også lidt trist. Jeg skal for det første pakke 5 mdr. en kuffert (jeg er glad for at jeg skal gøre det nu, og ikke for en uge siden da de andre gjorde det), men så skal jeg indstille mig på at skulle finde rundt i Kina på egen hånd. Selvom jeg er en Hedegaard, og har den genetisk gode retningssans – så hjælper det ikke meget når det er det Kinesiske transportsystem det handler om. Det har jeg ikke haft så gode erfaringer med, men det kan være det ændrer sig. Men i første omgang har jeg en flybillet til Shanghai, og så ser jeg hvad der venter mig forude.
Jeg skal prøve at give lyd fra mig undervejs, mon ikke der er et hostel det vil sælge mig noget internetadgang?
Vi ses om en måned (det har hele tiden ligget laaangt ude i fremtiden, men nu er det lige om hjørnet. Jeg glæder mig…)
Stine
lørdag den 27. december 2008
jul - chinsese style
Jah, så er julen sørme også passeret. Og jeg skal der love for at der er blevet fejret jul her… Scary Christmas, så det batter…
Jeg startede december måned med at give mine klasser lidt julepynt, for julen skulle da også kunne mærkes i klasserne. Og det skal jeg love for der kom… Naiv som jeg er, havde jeg troet at der ikke rigtig blev pyntet op til jul i klasserne. Men snydt grønært, inden ugen var omme var klasserne fyldt med juletræer, julemænd og meget andet smagløst julepynt. I den ene klasse kunne man tælle fem store og små, røde, grønne og sølvfarvede juletræer + en to meter høj dansende julemand, foruden alverdens jule-tingeltangel på lofter og vægge.
Jeg underviste børnene i juleord, det skal lige siges at det ikke er verdens allernemmeste ord når man kun er 3 år og kineser, så ’Santa Claus’ blev til ’santipav’ og ’pantyhose’, ’Christmastree’ blev til ’tree-a-tree’, men jeg ved hvad de mener: det er jo tanken der tæller…På billedet er julemanden i gang med at synge og danse, til børnenes store glæde.
Og så kom der sne. Sidste weekend var der snestorm her i Tianjin (jeg var i Beijing, så mærkede det ikke), så den lå her også juleaften. Og hvad gør man i Kina når der er sne på vejene? joh, man ansætter den halve by til at feje sneen væk. Så er det gjort – og man kan igen køre på vejene. De første dage, så man også snemænd (kendet som ’no-ma’ blandt enkelte af mine børn) rundt omkring. Og som man kan se på billedet (nederst til højre), så er der lige nu så koldt at vi pingvinerne er kommet til byen.
Juleaften fejrede vi hos et par vi kender her i byen, Jess og Maggie (han dansker, hun kineser). Vi havde aftalt at vi skulle hen til dem, og vi at skulle stå for madlavningen. Så vi brugte den 23. december på at fræse rundt til butikker og markeder, så vi kunne få bare nogle af de ting de skal til i julen.
Marie og jeg skulle stå for risalamanden: som, by the way, blev virkelig god hvis jeg skal sige det selv, til trods for at det var første gang nogensinde at vi skulle lavde det. Vi (de andre) fik and, brune kartofler (sweet potatoes), rødkål, alm. kartofler, waldorf-salat og (næsten) brun sovs, rislamande, julesmåkager og konfekt: julemaden var sikret…
Undervejs blev vores aften afbrudt fordi vi skulle optræde til julebanket på skolen. Men det var nu meget sjovt, og jeg fik lige hilst på mine lærere og sagt ’god jul’ inden vi skulle tilbage og spillepakkespil (det sjoveste jeg nogensinde har prøvet) og løb(!) om juletræet. Alt i alt en god juleaften, selvom det snarere virkede som en julefrokost end juleaften.
Torsdag den 25. skulle vi gå lucia i kindergarten, så vi mødte pænt op på Miss. Sophies kontor med hver vores lagen. Og drengene skulle så gå bagefter og dele slik ud til børnene, mens vi blev forfulgt af en mand med et videokamera. Det var da sjovt nok, men det bliver nok sidste gang jeg gør det. Som man nok kan forestille sig, er det ikke lige mig. Men pyt, lærerne og børnene blev glade (hvis ikke andet, så for slikket). Og og og… Fredag aften skulle vi igen optræde med vores fantastiske version af ”hand in hand” som vi efterhånden har optrådt med en del gange. Og hver gang er det lige dårligt. Men Miss. Sophie var glad og tilfreds, så kunne vi holde fri.
Jah… det var så det, lige nu sidder jeg og sumper (ah…), og måske-måske begynder sneen lige pludselig at vælge ned fra himlen lige om lidt – de har i hvert faldt lovet at der var mulighed for sne.
stine
Jeg startede december måned med at give mine klasser lidt julepynt, for julen skulle da også kunne mærkes i klasserne. Og det skal jeg love for der kom… Naiv som jeg er, havde jeg troet at der ikke rigtig blev pyntet op til jul i klasserne. Men snydt grønært, inden ugen var omme var klasserne fyldt med juletræer, julemænd og meget andet smagløst julepynt. I den ene klasse kunne man tælle fem store og små, røde, grønne og sølvfarvede juletræer + en to meter høj dansende julemand, foruden alverdens jule-tingeltangel på lofter og vægge.
Jeg underviste børnene i juleord, det skal lige siges at det ikke er verdens allernemmeste ord når man kun er 3 år og kineser, så ’Santa Claus’ blev til ’santipav’ og ’pantyhose’, ’Christmastree’ blev til ’tree-a-tree’, men jeg ved hvad de mener: det er jo tanken der tæller…På billedet er julemanden i gang med at synge og danse, til børnenes store glæde.
Og så kom der sne. Sidste weekend var der snestorm her i Tianjin (jeg var i Beijing, så mærkede det ikke), så den lå her også juleaften. Og hvad gør man i Kina når der er sne på vejene? joh, man ansætter den halve by til at feje sneen væk. Så er det gjort – og man kan igen køre på vejene. De første dage, så man også snemænd (kendet som ’no-ma’ blandt enkelte af mine børn) rundt omkring. Og som man kan se på billedet (nederst til højre), så er der lige nu så koldt at vi pingvinerne er kommet til byen.
Juleaften fejrede vi hos et par vi kender her i byen, Jess og Maggie (han dansker, hun kineser). Vi havde aftalt at vi skulle hen til dem, og vi at skulle stå for madlavningen. Så vi brugte den 23. december på at fræse rundt til butikker og markeder, så vi kunne få bare nogle af de ting de skal til i julen.
Marie og jeg skulle stå for risalamanden: som, by the way, blev virkelig god hvis jeg skal sige det selv, til trods for at det var første gang nogensinde at vi skulle lavde det. Vi (de andre) fik and, brune kartofler (sweet potatoes), rødkål, alm. kartofler, waldorf-salat og (næsten) brun sovs, rislamande, julesmåkager og konfekt: julemaden var sikret…
Undervejs blev vores aften afbrudt fordi vi skulle optræde til julebanket på skolen. Men det var nu meget sjovt, og jeg fik lige hilst på mine lærere og sagt ’god jul’ inden vi skulle tilbage og spillepakkespil (det sjoveste jeg nogensinde har prøvet) og løb(!) om juletræet. Alt i alt en god juleaften, selvom det snarere virkede som en julefrokost end juleaften.
Torsdag den 25. skulle vi gå lucia i kindergarten, så vi mødte pænt op på Miss. Sophies kontor med hver vores lagen. Og drengene skulle så gå bagefter og dele slik ud til børnene, mens vi blev forfulgt af en mand med et videokamera. Det var da sjovt nok, men det bliver nok sidste gang jeg gør det. Som man nok kan forestille sig, er det ikke lige mig. Men pyt, lærerne og børnene blev glade (hvis ikke andet, så for slikket). Og og og… Fredag aften skulle vi igen optræde med vores fantastiske version af ”hand in hand” som vi efterhånden har optrådt med en del gange. Og hver gang er det lige dårligt. Men Miss. Sophie var glad og tilfreds, så kunne vi holde fri.
Jah… det var så det, lige nu sidder jeg og sumper (ah…), og måske-måske begynder sneen lige pludselig at vælge ned fra himlen lige om lidt – de har i hvert faldt lovet at der var mulighed for sne.
stine
tirsdag den 2. december 2008
Det´ sørme, det´ sandt - december
Ja, det var så november måned… der er sket meget siden sidst, i hvert fald for mit vedkomne. Jeg fik besøg, vi har holdt thanksgiving og nu er det også december…
Ja, jeg var jo så heldig at få gæster, selvom det er langt at rejse… men det et var dejligt, og skal da lige hilse for at jeg fik leget turist. Jeg har ikke set så meget af byen før jeg var på tur med dem. Så fik vi også en masse julesjov, til at pynte op med.
Vi endte (som sædvanlig, med Madsen og Hedegaard på tur) mange mærkelige steder, bl.a. brugte vi 3 timer i et meget meget koldt, og meget meget gammelt bumle-tog for at finde muren i Tianjin – og det lykkedes da også. I climbed the great wall (again)... Søren var da også en dag mede i skole, for at se hvordan tingene foregår her på skolen. Det var meget sjovt, tror (og håber) jeg også Søren synes… Børnene synes i hvert fald det var sjovt, også det at s
e en lillebror der var så stor – pigerne brød fnisende sammen når jeg fortalte at han var min lillebror). Lærerne havde også deres spørgsmål, de troede (til Sørens store glæde) ikke at han var en dag under 20… Jeg var også lige en weekend i Beijing med dem, fik set de ting der lige manglede, og tog dem med en tur på Silkemarkedet; hvor jeg (til meget morskab) fremviste mit forhandler-gen. Det er fordelen ved at have været der før, man lærer efterhånden reglerne at kende; at gå fra handlen, ”it is a shoe, its not gold!”, ”come on, it is only 10 less”, ”haha, its too expencive!”. Men desværre kunne det ikke vare ved, og de skulle hjem, det skulle jeg også – hverdagen kaldte.
Her den 20. fejrede vi så Thanksgiving. Miss Sophie havde en ”opinion”, og vi fik af vide at vi skulle møde så vi kunne lave en opera. Spændende. Vi ventede, og får pludselig af vide at vi skal med nogle klasser i supermarked, og købe thanksgivinggave til deres forældre. De havde en 10’er med hjemmefra, som de så kunne gå shop-amok med. Men deres muligheder var lidt begrænsede, den klasse jeg fulgte med måtte købe; en
klud, en blok papir og tandpasta. Der er intet der siger tak på samme måde som tandpasta. Men jaja, off we go; back to school. Efter pausen mødte vi igen, stadig spændte på at se hvordan det med operaen ville udvikle sig. Det viser sig at det det viser sig at vi skal omskrive historien om englændernes komme til en børnevenlig histore, med konstante afbrud af sange (man kan nok regne ud, hvor glad jeg var for det). Men det var nu meget hyggeligt. Og det var åbenbart sådan en succes at vi blev bedt om at vise 3 gange den efterfølgende morgen. Men ”uheldigvis” skulle de kinesiske lærere til møde, så den plan blev desværre aflyst…
Og så blev det den 1. december. Og vi havde planlagt at holde juletamtam, inklusiv den store afsløring af årets julekalender (som Nancy for øvrigt havde kæmpet meget for at skaffe, hvilket drama!). ”The Julekalender” it is, og det var en succes. Vi fik pyntet juletræ, men pga. mangel på en rigtig julestjerne, bliver årets trætop præget af en monstermaske. Men nu er mere eller mindre kravlenisser overalt i opholdsstuen. Og julegraffitti på vinduet, og snart vil vi også jule lidt mere på vores værelse. Lige nu er der kun kalenderlys (hele 3 af slagsen) og en krans på døren.
Ja, jeg var jo så heldig at få gæster, selvom det er langt at rejse… men det et var dejligt, og skal da lige hilse for at jeg fik leget turist. Jeg har ikke set så meget af byen før jeg var på tur med dem. Så fik vi også en masse julesjov, til at pynte op med.
Vi endte (som sædvanlig, med Madsen og Hedegaard på tur) mange mærkelige steder, bl.a. brugte vi 3 timer i et meget meget koldt, og meget meget gammelt bumle-tog for at finde muren i Tianjin – og det lykkedes da også. I climbed the great wall (again)... Søren var da også en dag mede i skole, for at se hvordan tingene foregår her på skolen. Det var meget sjovt, tror (og håber) jeg også Søren synes… Børnene synes i hvert fald det var sjovt, også det at s
e en lillebror der var så stor – pigerne brød fnisende sammen når jeg fortalte at han var min lillebror). Lærerne havde også deres spørgsmål, de troede (til Sørens store glæde) ikke at han var en dag under 20… Jeg var også lige en weekend i Beijing med dem, fik set de ting der lige manglede, og tog dem med en tur på Silkemarkedet; hvor jeg (til meget morskab) fremviste mit forhandler-gen. Det er fordelen ved at have været der før, man lærer efterhånden reglerne at kende; at gå fra handlen, ”it is a shoe, its not gold!”, ”come on, it is only 10 less”, ”haha, its too expencive!”. Men desværre kunne det ikke vare ved, og de skulle hjem, det skulle jeg også – hverdagen kaldte.Her den 20. fejrede vi så Thanksgiving. Miss Sophie havde en ”opinion”, og vi fik af vide at vi skulle møde så vi kunne lave en opera. Spændende. Vi ventede, og får pludselig af vide at vi skal med nogle klasser i supermarked, og købe thanksgivinggave til deres forældre. De havde en 10’er med hjemmefra, som de så kunne gå shop-amok med. Men deres muligheder var lidt begrænsede, den klasse jeg fulgte med måtte købe; en
klud, en blok papir og tandpasta. Der er intet der siger tak på samme måde som tandpasta. Men jaja, off we go; back to school. Efter pausen mødte vi igen, stadig spændte på at se hvordan det med operaen ville udvikle sig. Det viser sig at det det viser sig at vi skal omskrive historien om englændernes komme til en børnevenlig histore, med konstante afbrud af sange (man kan nok regne ud, hvor glad jeg var for det). Men det var nu meget hyggeligt. Og det var åbenbart sådan en succes at vi blev bedt om at vise 3 gange den efterfølgende morgen. Men ”uheldigvis” skulle de kinesiske lærere til møde, så den plan blev desværre aflyst…Og så blev det den 1. december. Og vi havde planlagt at holde juletamtam, inklusiv den store afsløring af årets julekalender (som Nancy for øvrigt havde kæmpet meget for at skaffe, hvilket drama!). ”The Julekalender” it is, og det var en succes. Vi fik pyntet juletræ, men pga. mangel på en rigtig julestjerne, bliver årets trætop præget af en monstermaske. Men nu er mere eller mindre kravlenisser overalt i opholdsstuen. Og julegraffitti på vinduet, og snart vil vi også jule lidt mere på vores værelse. Lige nu er der kun kalenderlys (hele 3 af slagsen) og en krans på døren.
søndag den 9. november 2008
a day in beginnerclass
Så er det vist til, at jeg får taget mig sammen til at skrive hvad det egentlig er jeg faktisk går og laver til daglig, (vi runder snart de 3 mdr. så det er vist på tide).
Den altid faste rutine er at når jeg træder ind i klasserne er der 25 børn der råber og skriger ”goodmorning teacher”, og jeg er sikker på at mindst 10 af dem kommer væltende hen til mig for at sige godmorgen. Og når jeg så forlader klasserne, lyder ”goodbye” ”bye bye” og varianten ”say-goodbye”
Jeg er som sagt tilknyttet 3 klasser. 2 klasser i alderen 3-4 år (beginner-class), og i baby-class hvor børnene kun er 2. jeg underviser ca. et kvarter af gangen, resten af tiden er jeg der bare – nogle gange hjælper jeg også de kinesiske lærer med at undervise (i engelsk, ikke kin
esisk), men ellers består min opgave i at hjælpe til når der sker noget.
Hver morgen, efter morgenmaden, skal børnene ”udsættes” for den daglige morgengymmastik. Og da det efterhånden er blevet koldt her på stedet, bliver børnene pakket godt og grundigt ind. Mine babyclass-elever får f.eks. en kæmpe vest på og en lyserød hue med grisetryne og ører (15 små grise på tur). Det er ikke altid lige nemt for dem at kæmpe sig ned på alle 4, med den alt for store vest. Men de danser (marcherer) vældig fornøjede – det er næsten som at lege (og leg er der ikke alt for meget af her på stedet, så man må tage hvad man kan få). på billedet: morgengymnastik i beginner-class 5, på en af de varme dage
Endnu et fast punkt på planen er turen på toilettet efterfulgt af en kæmpe kop vand, en gang hver halve til hele time. Først bliver de jaget ud på toilettet hvor der står 25 toiletter på ræd og række (vestlige toiletter! kom ikke her og sig at det ikke er en vestlig orienteret skole). Nancy har mange problemer med
denne tissekultur, det vist ikke lige noget der skal overføres til Danmark foreløbig. Men så går vi tilbage til vores gang hvor børnene drikker vand, det ender altid med at der (mindst) et af børnene der støder ind i et andet: og vupti: et barn der græder pga. vand på trøjen – katastrofe! Så skifter vi trøje(r) og bukser - men så kan vi ellers komme i gang med dagens program. på billedet: en af mine baby-class elever der drikker vand.
Og dagens program er… engelsk!!! Børnene får helt absurd meget engelskundervisning, når man tager i betragtning at de kun er 3 år – mange af mine stor børn kan ikke engang tage tøj på selv, men alligevel skal de mestre et fremmedsprog (mine baby-class elever kan ikke engang gå på toilettet selv, men skal alligevel lære engelsk). Jeg underviser i ca. et kvarter af gangen, og de kinesiske lærere underviser også i hvert fald en 3-4 gange i engelsk dagligt. Men jeg må da indrømme, at de kan rumme meget mere engelsk end jeg lige gik og troede de kunne. Jeg bliver imponeret hver eneste gang min baby-class-elev kan svare når jeg spørger ”how are you?” ”fine, thank you!”, eller når børnene faktisk kan et ord før jeg (eller de kinesiske lærere) har gennemgået det. Jeg hev på et tidspunk
t en (knap så køn) tegning af en paraply op, og en af drengene udbryder ”uberella” (jaja, tæt på er godt nok). Alting skal læres gennem leg, og når de ved at der er en leg på vej udbryder de i kor ”teacher teacher let me try!”… og sange (by the way, ’boggie boggie’ er det nyeste hit i beginner class 5 + 6). Jeg får sunget mere på 3 mdr. end jeg har gjort de sidste 10 år.
Men ellers gør jeg meget i at hive fat i børnene når der lige er tid (ofte når vi står og pjatter på toilettet eller når de drikker vand), og spørger: ”what colour is this?”, ”how are you?” og ”what is this?”osv… på billedet: to af mine elever, klar til undervisning.
Men vi nyder at være her, selvom der er mange ting der er anderledes end det ville være i en dansk skole. Bl.a. er tavlen udskiftet med et kæmpe fladskærms-tv, desuden ville man aldrig nogensinde undervise 2-årige i engelsk derhjemme. Men det kan faktisk godt lade sig gøre…
zài jiàn
- stine
Den altid faste rutine er at når jeg træder ind i klasserne er der 25 børn der råber og skriger ”goodmorning teacher”, og jeg er sikker på at mindst 10 af dem kommer væltende hen til mig for at sige godmorgen. Og når jeg så forlader klasserne, lyder ”goodbye” ”bye bye” og varianten ”say-goodbye”
Jeg er som sagt tilknyttet 3 klasser. 2 klasser i alderen 3-4 år (beginner-class), og i baby-class hvor børnene kun er 2. jeg underviser ca. et kvarter af gangen, resten af tiden er jeg der bare – nogle gange hjælper jeg også de kinesiske lærer med at undervise (i engelsk, ikke kin
esisk), men ellers består min opgave i at hjælpe til når der sker noget.Hver morgen, efter morgenmaden, skal børnene ”udsættes” for den daglige morgengymmastik. Og da det efterhånden er blevet koldt her på stedet, bliver børnene pakket godt og grundigt ind. Mine babyclass-elever får f.eks. en kæmpe vest på og en lyserød hue med grisetryne og ører (15 små grise på tur). Det er ikke altid lige nemt for dem at kæmpe sig ned på alle 4, med den alt for store vest. Men de danser (marcherer) vældig fornøjede – det er næsten som at lege (og leg er der ikke alt for meget af her på stedet, så man må tage hvad man kan få). på billedet: morgengymnastik i beginner-class 5, på en af de varme dage
Endnu et fast punkt på planen er turen på toilettet efterfulgt af en kæmpe kop vand, en gang hver halve til hele time. Først bliver de jaget ud på toilettet hvor der står 25 toiletter på ræd og række (vestlige toiletter! kom ikke her og sig at det ikke er en vestlig orienteret skole). Nancy har mange problemer med
denne tissekultur, det vist ikke lige noget der skal overføres til Danmark foreløbig. Men så går vi tilbage til vores gang hvor børnene drikker vand, det ender altid med at der (mindst) et af børnene der støder ind i et andet: og vupti: et barn der græder pga. vand på trøjen – katastrofe! Så skifter vi trøje(r) og bukser - men så kan vi ellers komme i gang med dagens program. på billedet: en af mine baby-class elever der drikker vand.Og dagens program er… engelsk!!! Børnene får helt absurd meget engelskundervisning, når man tager i betragtning at de kun er 3 år – mange af mine stor børn kan ikke engang tage tøj på selv, men alligevel skal de mestre et fremmedsprog (mine baby-class elever kan ikke engang gå på toilettet selv, men skal alligevel lære engelsk). Jeg underviser i ca. et kvarter af gangen, og de kinesiske lærere underviser også i hvert fald en 3-4 gange i engelsk dagligt. Men jeg må da indrømme, at de kan rumme meget mere engelsk end jeg lige gik og troede de kunne. Jeg bliver imponeret hver eneste gang min baby-class-elev kan svare når jeg spørger ”how are you?” ”fine, thank you!”, eller når børnene faktisk kan et ord før jeg (eller de kinesiske lærere) har gennemgået det. Jeg hev på et tidspunk
t en (knap så køn) tegning af en paraply op, og en af drengene udbryder ”uberella” (jaja, tæt på er godt nok). Alting skal læres gennem leg, og når de ved at der er en leg på vej udbryder de i kor ”teacher teacher let me try!”… og sange (by the way, ’boggie boggie’ er det nyeste hit i beginner class 5 + 6). Jeg får sunget mere på 3 mdr. end jeg har gjort de sidste 10 år.Men ellers gør jeg meget i at hive fat i børnene når der lige er tid (ofte når vi står og pjatter på toilettet eller når de drikker vand), og spørger: ”what colour is this?”, ”how are you?” og ”what is this?”osv… på billedet: to af mine elever, klar til undervisning.
Men vi nyder at være her, selvom der er mange ting der er anderledes end det ville være i en dansk skole. Bl.a. er tavlen udskiftet med et kæmpe fladskærms-tv, desuden ville man aldrig nogensinde undervise 2-årige i engelsk derhjemme. Men det kan faktisk godt lade sig gøre…
zài jiàn
- stine
onsdag den 5. november 2008
Crappy Halloween
Mage til forvirrende, usammenhængende, stressende, dødssyge og sjove oplevelse har jeg af gode grunde aldrig nogensinde i mit lange livs historie været ude for. Det der er tale om er den ”ærkedanske” tradition Halloween.
Vi blev kaldt til møde af miss. Sofie et par dage før den 31. oktober og hun fortæller så, at vi skal finde ud af hvad vi skal lave til Halloween festen på skolen. Vi kommer så til det her møde og stort set alle lærerne fra kindergarden var der. Vi bliver så spurgt om hvordan vi holder, den fantastiske tradition kaldet Halloween, i Danmark. Vi må så ærligt erkende, at dansker ikke fejrer Halloween. Men derefter forklarede vi dem efter bedste evne hvad vi kender til den amerikanske tradition.
Efterfølgende skulle vi i grupper komme med idéer, til hvad vi kunne lave af aktiviteter til festen (hvor vi ”forein teachers” selvfølgelig var en gruppe for sig). Der kom en masse forslag, fra de andre kinesiske lærere men så godt er vores kinesisk ikke til at vi kan forstå hvad der bliver sagt. Men alt vi ved da vi tager af sted fra mødet er at vi danskerne skal forberede et lille show på 15 min. plus at forberede nogle aktiviteter for børnene i form af lege osv.
Et par dage senere, bliver Jacob og jeg enige om at vi egentlig gerne ville høre mere om hvordan tingene skulle foregå, så vi kan forberede os til festen. Vi finder så miss. Sofie på hendes kontor og spørge om hun har flere informationer til dagen, og det havde hun så hun siger til os at vi skal kalde på de andre og så holder vi et lille møde. På mødet snakkede vi om hvad vi havde tænkt og vi fik det meget sædvanlige svar ”okay, okay” derefter sagde hun at vi meget gerne skulle klædes ud i meget smukt udklædning. Efter en hel masse roden i et stort skab med udklædning blev resultatet: en gul kylling med englevinger og hale, en brun tiger, en elefant, et moster, et tigerlignende væsen, og en hvid høne og en toiletpapirsmumie.
Udenom hvad vi har snakket med miss Sofie om fik Jacob at vide, at vi to skulle gemme os i parken for så, at børnene skulle finde os og vi skulle kaste med slik. Men det havde jeg ikke hørt noget om, så da vi fik bekræftet historien hos miss Sofie, blev vi sendt på skjulestedsjagt i parken.
Jacob fandt et godt gemmested bag en stor sten og jeg fandt et sted i en busk.
En times tid før festen starter forbereder vi et lille show og nogle lege og små aktiviteter som vi fik besked på. Klokken bliver 15 og vi tager over i bygning B på 3. sal hvor festen bliver afholdt. Der er helt tomt på 3. sal, vi finder så ud af, at alle børnene er ude og lave exercise. Men inden vi fik klædt om og gjort klar var alle børnene og deres forældre kommet op på 3.
Vi gik ud og til børnene og deres forældre. Forældrenes reagerede med treogfyrretusinde sekshundrede og tooghalvfems klik og blitz med kameraet (eller sådan ca. deromkring) da de så synet af os. Vi ventede og ventede til at vi ”skulle på”, vi kunne ikke finde miss Sofie som var hende som stod for festen, inden vi havde nået at få set os ret meget om, var det blevet tid til at skjule sig i parken. Imens de andre blev på 3.sal løb Jacob og jeg ned i parken og gemte os.
Ti til femten minutter senere kom der 30 skrigende unger løbene hen mod busken hvor jeg gemte mig, og min indre refleks går i gang og jeg sætter i løb. Igen blev der taget en masse billeder fra forældrenes side, men på den anden side hvem tager ikke et billede af 30 unger der render efter en kylling. Efter noget tid hvor jeg løb rundt blev jeg fanget og væltet og alt slikken var væk inden jeg nåede at komme på benene igen.
Jeg for besked på at vise dem hvor Jacob gemmer sig og jeg viser dem derhen. Da vi ankommer til gemmestedet er Jacob omringet af noget der svarer til 50-60 børn der prøvede på at få fat i noget
slik.
Vi stiller op til et par billeder og skynder os ellers væk, for vi ved at der inden ikke ret længe ville være prøve smagninger på hvad forældrene havde kreeret med græskar.
Da vi kommer tilbage op på 3.sal havde de andre danset i den halvtime (ikke deres største ønske) vi var væk og det havde været rigtig varmt da kostumerne var rigtig varme. Der gik ikke ret længe før vi blev hentet og skulle ned til prøvesmagningen.
Det var en konkurrence hvor vi så skulle udfylde en pointseddel efter vi havde smagt det hele. Jeg havde regnet med måske 10 deltager eller noget i den stil. Jeg ser så et tre kæmpestore borde fyldt med mad og jo det var alt det vi skulle smage, jeg vil nok sige at der var omkring en 150 deltagere. Meget af det smagte rigtig godt.
Desværre skulle jeg skynde mig, for Stine og jeg skulle nå et tog til Beijing. Og det kommer der vist ikke en blog om, sorry…
Over and out
Nancy
Vi blev kaldt til møde af miss. Sofie et par dage før den 31. oktober og hun fortæller så, at vi skal finde ud af hvad vi skal lave til Halloween festen på skolen. Vi kommer så til det her møde og stort set alle lærerne fra kindergarden var der. Vi bliver så spurgt om hvordan vi holder, den fantastiske tradition kaldet Halloween, i Danmark. Vi må så ærligt erkende, at dansker ikke fejrer Halloween. Men derefter forklarede vi dem efter bedste evne hvad vi kender til den amerikanske tradition.
Efterfølgende skulle vi i grupper komme med idéer, til hvad vi kunne lave af aktiviteter til festen (hvor vi ”forein teachers” selvfølgelig var en gruppe for sig). Der kom en masse forslag, fra de andre kinesiske lærere men så godt er vores kinesisk ikke til at vi kan forstå hvad der bliver sagt. Men alt vi ved da vi tager af sted fra mødet er at vi danskerne skal forberede et lille show på 15 min. plus at forberede nogle aktiviteter for børnene i form af lege osv.
Et par dage senere, bliver Jacob og jeg enige om at vi egentlig gerne ville høre mere om hvordan tingene skulle foregå, så vi kan forberede os til festen. Vi finder så miss. Sofie på hendes kontor og spørge om hun har flere informationer til dagen, og det havde hun så hun siger til os at vi skal kalde på de andre og så holder vi et lille møde. På mødet snakkede vi om hvad vi havde tænkt og vi fik det meget sædvanlige svar ”okay, okay” derefter sagde hun at vi meget gerne skulle klædes ud i meget smukt udklædning. Efter en hel masse roden i et stort skab med udklædning blev resultatet: en gul kylling med englevinger og hale, en brun tiger, en elefant, et moster, et tigerlignende væsen, og en hvid høne og en toiletpapirsmumie.
Udenom hvad vi har snakket med miss Sofie om fik Jacob at vide, at vi to skulle gemme os i parken for så, at børnene skulle finde os og vi skulle kaste med slik. Men det havde jeg ikke hørt noget om, så da vi fik bekræftet historien hos miss Sofie, blev vi sendt på skjulestedsjagt i parken.
Jacob fandt et godt gemmested bag en stor sten og jeg fandt et sted i en busk.
En times tid før festen starter forbereder vi et lille show og nogle lege og små aktiviteter som vi fik besked på. Klokken bliver 15 og vi tager over i bygning B på 3. sal hvor festen bliver afholdt. Der er helt tomt på 3. sal, vi finder så ud af, at alle børnene er ude og lave exercise. Men inden vi fik klædt om og gjort klar var alle børnene og deres forældre kommet op på 3.
Vi gik ud og til børnene og deres forældre. Forældrenes reagerede med treogfyrretusinde sekshundrede og tooghalvfems klik og blitz med kameraet (eller sådan ca. deromkring) da de så synet af os. Vi ventede og ventede til at vi ”skulle på”, vi kunne ikke finde miss Sofie som var hende som stod for festen, inden vi havde nået at få set os ret meget om, var det blevet tid til at skjule sig i parken. Imens de andre blev på 3.sal løb Jacob og jeg ned i parken og gemte os.
Ti til femten minutter senere kom der 30 skrigende unger løbene hen mod busken hvor jeg gemte mig, og min indre refleks går i gang og jeg sætter i løb. Igen blev der taget en masse billeder fra forældrenes side, men på den anden side hvem tager ikke et billede af 30 unger der render efter en kylling. Efter noget tid hvor jeg løb rundt blev jeg fanget og væltet og alt slikken var væk inden jeg nåede at komme på benene igen.
Jeg for besked på at vise dem hvor Jacob gemmer sig og jeg viser dem derhen. Da vi ankommer til gemmestedet er Jacob omringet af noget der svarer til 50-60 børn der prøvede på at få fat i noget
slik.
Vi stiller op til et par billeder og skynder os ellers væk, for vi ved at der inden ikke ret længe ville være prøve smagninger på hvad forældrene havde kreeret med græskar.
Da vi kommer tilbage op på 3.sal havde de andre danset i den halvtime (ikke deres største ønske) vi var væk og det havde været rigtig varmt da kostumerne var rigtig varme. Der gik ikke ret længe før vi blev hentet og skulle ned til prøvesmagningen.
Det var en konkurrence hvor vi så skulle udfylde en pointseddel efter vi havde smagt det hele. Jeg havde regnet med måske 10 deltager eller noget i den stil. Jeg ser så et tre kæmpestore borde fyldt med mad og jo det var alt det vi skulle smage, jeg vil nok sige at der var omkring en 150 deltagere. Meget af det smagte rigtig godt.
Desværre skulle jeg skynde mig, for Stine og jeg skulle nå et tog til Beijing. Og det kommer der vist ikke en blog om, sorry…
Over and out
Nancy
lørdag den 18. oktober 2008
happy bira to YOU...
Jeg skal love for at i Kina er alting stort, fødselsdage inklusiv. Jeg tror aldrig at der er blevet fejret så meget fødselsdag for mig på én gang, en så mærkelig fødselsdag vil jeg aldrig glemme.
Torsdag delte jeg chips og kiks ud til mine klasser (jeg er ikke hos dem om fredagen, da
jeg er i babyclass). Men i hvert fald, det gik rent ind hos børnene. Jeg kører en leg hvor børnene skal trække et ord fra en pose og fortælle hvad det er på engelsk. jeg havde så til slut i timen, udskiftet mine tegninger med kiks – den dreng der så trak det op af posen blev helt paf. Og i klasse nummer to fik jeg både gruppekram (resultat: alle børnene lå på gulvet til sidst), sang ”happy birthday to you” (eller som mine børn sang: happy birda to YOU) og gruppebilledet - mindst lige så kaotisk som gruppekrammet var, det er ikke bare lige sådan at organisere 25 vilde børn. (hvis man kogger efter, så er jeg også billedet)
Fredag morgen havde Nancy så organiseret at de andre skulle tidligt op og ind og vække mig med fødselsdagssang. Og det er ikke bare lige sådan at vække 9 mennesker der gerne vil sove længe, så jeg vældig imponeret. Der var bare lige det at jeg vågen da de kom, fordi min telefon lå og larmede fordi den manglede strøm. Men sunget blev der, og det lød helt fantastisk. Jeg gik så i babyclass og det var helt normalt indtil Bibi kom listende ind til min lærer og fortalte hende at det var min fødselsdag. Så sang de fødselsdagssang for mig (trejde gang), og børnene kom og gav min kys og kram (også den pige som konsekvent græder når jeg er i en radius af 2 meter fra hende). Senere kom hun med en gave og et stykke kage til mig, som hun fodrede mig (jeg har aldrig følt mig så voksen som da hun kom og stak en ske i munden på mig).
Og så til frokost, hvor jeg ved at Nancy og de andre havde planlagt noget (Nancy havde længe rendt rundt, fnist og hvisket-tisket – hun er ikke så god til det med hemmeligheder).
Jeg havde bl.a. foreslået at jeg ville gå hen og købe en kage, men det fik jeg strengt forbud imod – hmm… hvorfor mon? Det endte med at blive i skolens ”birthday room”, hvor vi fik ”vestlig mad” (friture, friture og endnu mere friture), der var en kineser der optog det hele på kamera, meget mærkeligt. Så fik jeg gave af de andre: kage, tørklæde og et gavekort til et par kongfu/marie-sko, så kom skolens admindtration med en bamse – skolens maskot, og pludselig dukker miss Sofie og to af mine lærere op med en kæmpestor bamse til mig også. Miss Sofie får da også lige nævnt at de billeder der blev taget skulle på skolens hjemmeside, det kommer vidt omkring… Nancy påstår dog at det ikke var hendes idé at det skulle udvikle sig sådan, men at det var kineserne der ”stod bag”.
Til aften tog vi ud og spise, og derefter videre i byen. Vi tog først på Ali Baba hvor vi mødtes med nogle andre danskere der også lavede frivilligt arbejde som engelsklærere, nogle Kiki havde mødt på et toilet – Kina er ikke så endda. Det var virkeligt hyggeligt, og jeg fik da også lige sunget fødselsdagssang nr. 300 på en aften(hvis det kan gøre det). på billedet er det først Kiki, så Bibi og så en af de danskere vi mødte(vi blev enige om at hun hed Kathrine). Næste fødselsdag er allerede om 10 dage, så jeg er spændt på at se hvordan det udvikler sig…
Stine
Torsdag delte jeg chips og kiks ud til mine klasser (jeg er ikke hos dem om fredagen, da
jeg er i babyclass). Men i hvert fald, det gik rent ind hos børnene. Jeg kører en leg hvor børnene skal trække et ord fra en pose og fortælle hvad det er på engelsk. jeg havde så til slut i timen, udskiftet mine tegninger med kiks – den dreng der så trak det op af posen blev helt paf. Og i klasse nummer to fik jeg både gruppekram (resultat: alle børnene lå på gulvet til sidst), sang ”happy birthday to you” (eller som mine børn sang: happy birda to YOU) og gruppebilledet - mindst lige så kaotisk som gruppekrammet var, det er ikke bare lige sådan at organisere 25 vilde børn. (hvis man kogger efter, så er jeg også billedet)Fredag morgen havde Nancy så organiseret at de andre skulle tidligt op og ind og vække mig med fødselsdagssang. Og det er ikke bare lige sådan at vække 9 mennesker der gerne vil sove længe, så jeg vældig imponeret. Der var bare lige det at jeg vågen da de kom, fordi min telefon lå og larmede fordi den manglede strøm. Men sunget blev der, og det lød helt fantastisk. Jeg gik så i babyclass og det var helt normalt indtil Bibi kom listende ind til min lærer og fortalte hende at det var min fødselsdag. Så sang de fødselsdagssang for mig (trejde gang), og børnene kom og gav min kys og kram (også den pige som konsekvent græder når jeg er i en radius af 2 meter fra hende). Senere kom hun med en gave og et stykke kage til mig, som hun fodrede mig (jeg har aldrig følt mig så voksen som da hun kom og stak en ske i munden på mig).
Og så til frokost, hvor jeg ved at Nancy og de andre havde planlagt noget (Nancy havde længe rendt rundt, fnist og hvisket-tisket – hun er ikke så god til det med hemmeligheder).
Jeg havde bl.a. foreslået at jeg ville gå hen og købe en kage, men det fik jeg strengt forbud imod – hmm… hvorfor mon? Det endte med at blive i skolens ”birthday room”, hvor vi fik ”vestlig mad” (friture, friture og endnu mere friture), der var en kineser der optog det hele på kamera, meget mærkeligt. Så fik jeg gave af de andre: kage, tørklæde og et gavekort til et par kongfu/marie-sko, så kom skolens admindtration med en bamse – skolens maskot, og pludselig dukker miss Sofie og to af mine lærere op med en kæmpestor bamse til mig også. Miss Sofie får da også lige nævnt at de billeder der blev taget skulle på skolens hjemmeside, det kommer vidt omkring… Nancy påstår dog at det ikke var hendes idé at det skulle udvikle sig sådan, men at det var kineserne der ”stod bag”.
Til aften tog vi ud og spise, og derefter videre i byen. Vi tog først på Ali Baba hvor vi mødtes med nogle andre danskere der også lavede frivilligt arbejde som engelsklærere, nogle Kiki havde mødt på et toilet – Kina er ikke så endda. Det var virkeligt hyggeligt, og jeg fik da også lige sunget fødselsdagssang nr. 300 på en aften(hvis det kan gøre det). på billedet er det først Kiki, så Bibi og så en af de danskere vi mødte(vi blev enige om at hun hed Kathrine). Næste fødselsdag er allerede om 10 dage, så jeg er spændt på at se hvordan det udvikler sig…
Stine
Abonner på:
Opslag (Atom)
