Beijing calling

Så skulle det være, vi tog igen til Beijing. Denne gang var det planen, at den kinesiske mu skulle besejres, og vi skulle i den forbudte by. vi var meget usikre på vejret, så vi pakkede godt med tøj – det viste sig så at der var 25-30 grader.Vi havde lært af sidste gang, så billetterne var købt på forhånd, og vi havde reserveret senge på samme hostel som sidst. Fredag aften havde vi besluttet skulle bruges på silkemarkedet, vi havde lykkeligt glemt hvor forfærdeligt det var når alle salgsdamerne råber og hiver i os. men planen var, at vi gerne ville have købt os en (ko)peak-jakke. Det lykkedes også, og vi fik forhandlet 4 jakker ned til en pris af 107,5 RMB pr. stk. ellers var dagens hel store køb var da jeg fik 2 tasker for stort set ingen penge. Hun startede med at forlange 850 for den ene, men da jeg så gik råbte hun 120 – så var det lige pludselig en anden pris. De tog 20 min., hvor jeg nåede at gå 5 gange og hun konstant sagde ”give me your final offer!” - men jeg endte med at få to tasker for 50 RMB. Det er jeg nu meget godt tilfreds med. Nancy fik købt sig et par solide vinterstøvler, så røg der en enkelt gave eller to i tasken. Og vi kunne gå og grine af de turister der var enormt glade, når de endelig fik forhandlet en taske ned i 1050…

Lørdag morgen ville vi stå tidligt op, vi skulle til muren. Planen var at vi ville tage bus 919 til Badaling og håbe at der derfra var mulighed for at tage til ming-gravene. Problemet var bare at køen til busserne mod Badaling nærmest var længere end den kinesiske mur. Men ved et tilfælde (og en hel del stædighed) lykkedes det os at komme på en kinesisk turbus der reklamerede med at de gik til Badaling og Ming-gravene. 50 kinesere, en ikke-engelsktalende guide - og os. Snydt turist! turen gik hverken til Ming-gravende eller Badaling. Vi kørte i godt halvanden time, da vi blev sat af ved en stor grim betonbygning: hmm – er det Ming-gravene...? Nope, det var et voksmuseum over de forskellige kejsere i Ming-dynastiet. Det var et meget stort museum, og vi havde meget lidt lyst til at være der. Historiedelen var sådan set fin nok, hvis man interesserede sig for de forskellige voksscener. For det var scene efter scene og efter scene og med en kinesisk talende guide, kan man selv forestille sig hvor vanvittig interessant det var. Sjovest var dog da en kineser leverede en ordentlig spyt- og snotklat på en af udstillingerne. Der er klart, at når der store skilte med ”rør ikke udstillingen” og ”træd ikke ind i udstillingen”, inviterer det da kun til at spytte på dem. Logisk.
Herefter blev vi kørt til en anden meget suspekt bygning, som i bund og grund bare var en butik der solgte jadestensting. Her ventede vi i en evighed, da der åbenbart var afsat en hel time på den butik. Så blev vi jaget ind i bussen igen, og vi kørte til noget der kunne ligne muren. Og det var det da sørme også, men bare ikke Badaling – men vistnok noget der hedder Juyongguan. Snydt igen grønært. Men skidt pyt, en mur er vel en mur. Så vi kravlede ivrigt op ad muren, we did it! Det lykkedes mig utroligt nok at blive væk fra de andre på muren, og det endda til trods for at der kun er to veje at gå – op eller ned. Selvom det ikke var Badaling, (som vi var lovet) var det rigtig flot og en fantastisk udsigt over landskaberne, den største fordel var at der var relativt få mennesker hvilket gjorde alt meget nemmere og alt i alt en meget fed oplevelse. jeg har lovet nancy, at meddele at hun og Kathrine kom længst op af muren inden vi skullle ned, hvilket hun er meget stolt over.

Søndag stod det så på den forbudte by, men vi kunne desværre ikke komme ind og se Mao (han holder fri om søndagen). I den forbudte by blev vi mødt af den ene turistgruppe efter den anden, hver med sin farve kasket på. Hmm, det ville vi da også have. Hvad gør man så? Man går til den nærmeste souvenirforhandler og køber 4 hatte – ”chinese style” (selvfølgelig pruttede vi om prisen). Så kunne vi virkelig lege turister, og det var da også til meget morskab for de kinesiske turister. Der blev taget enormt mange opstilling- og snigbilleder (det sjove er at kinesere ikke er så diskrete endda når de sniger sig til at billede, så det er meget tydeligt hvad de tager billede af). Vi blev også enige om at vi ville til at tage penge for det, 5 RMB pr. billede – så skal vi bare lige have lært at sige det på kinesisk. Men vi fik set den forbudte by, eller vi prøvede, for der var så propfyldt med mennesker at det nærmest var umuligt at komme til at se tingene.

jeg vil smutte nu, der er en fodboldfest der venter (forklaring følger)...

stine